På kanten af ungdomslivet

Den rådne banan og udkantsdanmark er betegnelser, der i den offentlige debat ofte knyttes til landdistrikter og yderområder i Danmark. Dette negative billede af områder i afvikling bekræftes langt hen af vejen af det billede som statistikkerne viser om ungdomslivet på landet. Tal peger på, at yderområder er hårdt ramt af ungdomsarbejdsløshed (Bjørnsted & Andersen 2013), at områderne er præget af høj koncentration af unge med arbejderklassebaggrund (Ottosen et a 2010), mens de uddannelsesorienterede og ressourcestærke unge er tilbøjelige til at flytte væk og ind til byerne (Helve 2003). Og ser man samlet på en række velfærdsindikatorer som uddannelse, arbejdsmarked, sundhed, demografi og indkomst, ligger yderområderne også i bunden (Sabiers 2013). Der tegner sig således en stærk polariseringstendens mellem ungdomsliv i byen og på landet, hvor ungdomsliv i by og land etableres i et hierarkisk forhold – med byen som naturligt centrum mens landområder tildeles status som periferi. Denne tendens forstærkes (og understøttes) af almene sociologiske teorisætninger, hvor modernitet entydigt fortælles frem i tilknytning til urbane samfund og modernitet noget som finder sted i bylivet (Farrugia 2013). Parallelt hermed fortælles moderne ungdomsliv (i ungdomssociologien) frem gennem ”…theoretical frameworks based on urban experiences which capture neither the lives of rural young people nor the spatial dimensions of the structures and cultures that make up contemporary youth.” (Farrugia 2013:295). Ungdomsliv bliver således i høj grad noget, der forbindes med byen. Med udgangspunkt i et aktuelt forskningsprojekt om vil vi med denne artikel sætte fokus på ungdomsliv på landet. Vi viser hvordan overgribende urbanitets- og globaliseringsdiskurser sætter sig igennem i de unges fortællinger om ungdomsliv, sted og stedstilknytning, og i høj grad virker rammesættende for hvilke fortællinger de overhovedet har adgang til, når de skal fortælle om det gode ungdomsliv. Samtidig bidrager de unges fortællinger dog også med re-atikulationer af de dominerende storylines (Davies 2001) og i artiklen sætter vi fokus på de sprækker og modfortællinger, der også er til stede i de unges fortællinger – modfortællinger, der sparker tilbage. Vi ønsker med dette perspektiv at forstyrre og udfordre disse dominerende storylines. Teoretisk knytter vi an til teoretiske perspektiver der sætter fokus på sted og stedstilknytning og stedbundne ressourcer. Teoretiske perspektiver, der peger på vigtigheden af en mere ”..spatialised youth sociology that is sensitive to macro-level processes producing different spaces, as well as the local, emplaced ways in which young people are responding to social changest hat shape the contemporary youth period.” (Farrugia 2013:294)