Velkommen udenfor! Den offentlige kunst og iscensættelse af mødesteder i byen.

Denne artikel fokuserer på de sociale kunstformer i det offentlige rum som henvender sig til et kropsligt aktivt publikum. Værkerne fremstår ofte som legende, sjove og spektakulære og udtrykker sjældent en eksplicit kritik af forholdene i offentlige rum, men den situerede æstetik rummer et potentiale for at reflektere over sociale forhold, kulturelle processer og herskende forestillinger i det offentlige rum, ligesom værkerne i sig selv skaber nye rum i byen, hvor leg, kulturel udveksling og ophold foregår på kunstens præmisser. Det styrende spørgsmål i artiklen er: Kan den sociale kunst bidrage med nye indsigter i forhold til udvikling af socialt inkluderende byrum? Og: Hvorfor er det legende, sjove og spektakulære så ofte et forekommende træk når sociale kunstformer indtager det offentlige rum?I et bysociologisk perspektiv har flere forskere argumenteret for et levende bybillede, hvor kulturel udveksling kan foregå, som et nødvendigt element i et velfungerende demokrati (Arendt 1958, Goffmann 1959, Baumann 2000, Sennett 1977, 2012). Både sociologer og arkitekter har, i forlængelse af denne argumentation, været fortalere for byplanlægning og design af socialt inluderende offentlige rum, som apellerer til forskellige sociale grupper, aldersgrupper og kulturer (Hajer and Rejndorp 2001, Marling 2008). Med afsæt i bysociologernes tanker om et velfungerende offentligt domæne, analyseres tre værker der eksemplificerer samtidskunstens bud på nye mødesteder i byens rum. Værkerne er: Big/Topotek1/Superflex: Superkilen (2009), Rafael Lozano Hemmer: Under Scan (2005) og Karoline H. Larsen: Jungle Strings (2008), der i forskellig skala og i forskellige medier tematiserer livet i byen ligesom forskellige strategier anvendes i inddragelsen af publikum.