Tidlig filmteori og Hævnens Nat

Indtil 1920’erne forekom langt de fleste overvejeler af filmen som små nedslag i tidsskrifter, aviser og i enkelte tilfælde i bogform. Det var dog ikke et tilfælde, at filmteori efter 1. Verdenskrig fik mere faste rammer, fordi filmen på dette tidspunkt som medium havde vundet en højere grad af kunstnerisk anerkendelse – en anerkendelse, som netop også kom til udtryk ved, at filmskribenter nu ikke længere i ligeså høj grad behøvede at forsvare mediet, de skrev om. Men samtidig havde filmen også – netop igennem krigen – oplevet sin første produktions- og distributionskrise, som havde store økonomiske konsekvenser for branchen, og som var en vigtig årsag til, at filmen nu havde brug for en ny eksistensberettigelse. Fra at bevise sig selv som et attraktionsmiddel for publikum, blev filmen som kunst nu en central argumentation for filmens kvaliteter. I denne forbindelse suppleres den store opmærksomhed omkring filmens stjerner med et fokus på instruktøren som den skabende kraft i en films tilblivelse. Den danske instruktør Benjamin Christensen var central for profileringen af instruktøren på en måde, der forvarsler den senere interesse i auteuren bag film. Dette kapitel analyserer derfor Christensens Hævnens Nat (1916) som et samtidseksempel på den udfordring af filmindustrien, som Christensen som instruktør stod for