Fagbevægelsens institutionelle magttab og korporatismens krise

Der har de senere år været meget fokus på den traditionelle fagbevægelses svækkede position med medlemstab og stadig sværere betingelser for medlemsopbakning og –mobilisering. Hvad der imidlertid har været væsentlig mindre fokus på, er parternes og især fagbevægelsens svækkelse i forhold til den historisk stærke position i forhold til at formulere og gennemføre arbejdsmarkedspolitik. Her har fagbevægelsen både mistet indflydelse i forhold til en konsulterende/rådgivende rolle i den politiske beslutningsproces, ligesom der i forhold til gennemførelsen er sket en gradvis udhuling af de korporative organer (nævn, råd, udvalg), endnu mere udtalt med kommunaliseringen af beskæftigelsespolitikken. Alt sammen noget, der svækker fagbevægelsens rolle og magt. I denne artikel analyseres denne udvikling med et historisk tilbageblik med henblik på at vurdere, i hvilken udstrækning dette svækker fagbevægelsens institutionelle magt og med et særligt fokus på, hvordan ændrede forvaltningspolitiske styringsformer spiller sammen hermed. Det er således argumentet i denne artikel, at ændrede forvaltningspolitiske styringsformer svækker fagbevægelsens institutionelle magttab i en større udstrækning, end det ofte anerkendes. Også hos fagbevægelsens centrale aktører selv