Fortæller

Siden Gerard Genettes ”Discours du récit” (1972) er distinktionen mellem hvem, der taler, og hvem, der ser, blevet cementeret som et grundparadigme i narratologien og litteraturteorien. Genettes pointe var, at den etablerede narrative teori – som fx Wayne C. Booths The Rhetoric of Fiction (1961) – hidtil havde blandet koncepterne fortæller og synsvinkel sammen. Hvor det første vedrører narrationens hvem, og med Émile Benveniste er et spørgsmål om subjektivitet i sproget, der omhandler det sidste fortællemåden og tekstens vidensdistribution. Ikke desto mindre er begrebsparret i især postklassisk narratologi blevet forsøgt udfordret, enten fordi det hævdes, at en tekst ikke nødvendigvis er udstyret med en fortæller, eller fordi begrebet om fortæller antages at bero på en misvisende og reduktiv antropomorficering. Eller omvendt fordi der i Genettes begrebsdannelse ligger en forkastelse af forestillingen om en implicit forfatter (implied author) og dermed også en afvisning af en upålidelige fortæller. Kapitlet præsenterer begreberne fortæller og synsvinkel i narratologien med afsæt i Genettes bestemmelser og diskutere de problemer, der opstår i kølvandet herpå. Det være sig både de rent terminologiske problemer, som bliver tydelige med spørgsmålet om bevidsthedsrepræsentation, og de nævnte teoretiske anfægtelser: spørgsmålet om fortælleren som almen kategori, problemet om antropomorficering samt spørgsmålet om upålidelighed og implicit forfatter. (Begrebet implicit forfatter tangerer det ikke-strukturelle begreb om tekstens stemme hinsides en fortæller, som da også kort behandlers). Endelig udfordres fortællerkonceptet af den (post)modernistiske litteratur, hvor forestillingen om en konsistent fortæller problematiseres. Kapitlet tegner således hovedtræk fra den klassiske såvel som den postklassiske narratologi og vil pege på en operativ begrebsdannelse. Dvs. trods de teoretiske diskussioner vil sigtet også være konsistente litteraturanalytiske koncepter, og der er således flere mindre analytiske eksempler med tekstpassager fra H.C. Andersen (”Skyggen”), J.P. Jacobsen (”Fru Fønns”), Knut Hamsun (Sult) og Karen Blixen (”Drømmerne”).