Tvesyn og tøven i Ordet

Anker Gemzøes læsning af Ordet viser, hvorledes det på de fleste punkter lever op til Aristoteles’ klassiske krav til tragedien om et sammenhængende, velmotiveret handlingsforløb – men uden at være en tragedie. Hovedfokus ligger på det sammensatte i stykket, angivet med nøgleordene tvesyn og tøven. Med ”tvesyn” sigtes der på den usædvanligt afbalancerede skildring af forskellige religiøse retninger, sociale grupper og professioner. Med ”tøven” fremhæves den dybere tvivl, det uafgjorte valg mellem videnskabelig fornuft og undertro, som Ordet hensætter sin tilskuer i. Til denne tøven svarer også en udfordrende blanding af dramatiske traditioner. Folkekomedie i en realistisk landlig ramme er blandet op med idédramaet og det kristne mysteriespil. Som formidlere i Munks afgørende vigtige forhold til middelalderteatret fremhæver artiklen Shakespeare, men især den voldsomme og eksperimentelle Strindberg, hvis betydning for Munk ofte er undervurderet. Netop forståelsen af middelalderteatret som modvægt til naturalismen forbinder ifølge Gemzøe Kaj Munk med samtidige teatermodernister som den sene Strindberg, Pär Lagerkvist og Svend Borberg