Tilbagetrækning eller konfrontation?: Kunstens kritiske potentiale i dag

Artiklen identificerer to tilsyneladende modsatte positioner i nutidens kunstkritik: Hal Foster tror på en kritisk kunst, der skærmer sig mod omverdenens designkultur ved at være “strategisk autonom”, idet den fra institutionens beskyttelsesrum på én gang sætter den sig i forbindelse med kunsthistorien og peger ud i samtidens problemfelter. Modsat Foster fæster den østrigske kunstteoretiker Gerald Raunig lid til en offensivt kritisk kunst, der får kunst og revolution til at mødes momentant og skaber mikroskopiske revolutioner. Artiklen finder kunstteoretiske aner til de to positioner og udfolder disse via Fosters og Raunigs analyser af henholdsvis den amerikanske kunstner Robert Gober og den østrigske aktivistiske teatergruppe Volxtheater. Der argumenteres slutteligt via Jacques Rancière for, at Fosters og Raunigs positioner alligevel er tættere på hinanden, end man skulle tro. I begge tilfælde bebuder kunsten et nyt liv, for så vidt som den er adskilt fra selve livet