Den antipædagogiske udfordring

Following the Student Revolt in Western Germany in the 1970s an educational movementwas created with the name of »Anti-pädagogik«, i.e. »The Movement Against Education«. This movement is even today still active and discussed. The article analyses some of the movement's central ideas and tries to expose the rationale behind them. First, the inspiration which »die Anti-pädagogen« received from the antipsychiatric movement is considered. To illustrate how the Movement Against Education perceives an ordinary educational context an example of a day-to-day educational interferenceis discussed. This example shows which of the educational elements the Movement Against Education considers as outrageous, and motivates its demand on abolition of all educational activity.It is concluded that the Movement Against Education raises questions about the general understanding of educational theory and practice today, in particular: How do we justify educational interference and compulsion when we cannot any longer referto »natural asymmetry of the educational relationship«, »natural development«, »absolute values« or a belief in »predictability of the future«? - This is the challenge of the Movement Against Education.Artiklen behandler spørgsmålet om, hvad det er, den tyske »antipædagogiske bevægelse«, der opstod i studenteroprørets kølvand, men stadig lever i bedste velgående, egentlig erindre os om? - Hvad er denne retnings »rationelle kerne«? Det gøres ved først at omtale den inspiration, som »antipædagogikken« fik fra »antipsykiatrien«, dernæst vise, hvorledes en antipædagog vil analysere en typisk pædagogisk situation. Herudfra præciseres, hvilke træk ved pædagogikken antipædagogerne anser for utålelige, og som motiverer dem til at kræve opdragelse afskaffet. Undervejs noteres det, at udviklingspsykologiens dominerende indflydelse i vortår-hundrede har sløret vor indsigt i opdragelsens tvangsmæssige og værdimæssige karakter. Artiklen konkluderer, at antipædagogikken rejser et problem for den almindelige opfattelse af pædagogikkens virken, nemlig: Hvorledes begrunder vi opdragelsens indgreb og tvang, når vi i dag ikke længere kan undskylde os ved at henvise til den pædagogiske relations»naturlige asymmetri«, »udviklingstanken«, »absolutte værdier« eller »troen på fremtidens forudsigelighed«? -Dette fremhæver antipædagogikken og heri består dens udfordring