Folkekirkens indre anliggender. En historisk afklaring og en retsteologisk drøftelse

Denne artikel bidrager med en afklaring af udtrykket kirkens indre anliggender og en drøftelse af konsekvenserne af denne afklaring i et nutidigt kirkeretligt perspektiv. I den foreliggende forskning præsenteres den kirkehistoriske baggrund for dette udtryk kun i meget begrænset omfang, ligesom en nyere højesteretsdom af væsentlig betydning for forståelsen af udtrykket ikke inddrages. Artiklen viser, at den grundlæggende præmis for tænkningen om kirkens indre og ydre anliggender fra reformationens indførelse og frem til enevældens afslutning var, at kongen var overhoved for både kirke og øvrighed, og at kongen i begge tilfælde var bundet af de bibelske skrifter og den augsburgske bekendelse. Det juridiske og det teologiske normsystem havde altså fælles præmisser og udgjorde en enhed. Med sekulariseringen af det danske samfund de seneste to århundreder er der sket en selvstændiggørelse af det juridiske normsystem. Konsekvensen af dette må være, anføres det i artiklen, at kirkens indre anliggender må lægges i hænderne på kirken selv, så disse i højere grad varetages i overensstemmelse med et teologisk normsystem