KAN TERAPEUTEN ÆNDRE PATIENTENS PSYKE?

I artiklen diskuteres det psykoanalytiske begreb om modstand. Freud afgrænsede modstanden som et klinisk begreb, der er afgørende i forbindelse med, hvorvidt og hvordan en ændring af patientens personlighed kan opnås igennem den analytiske behandling. Modstanden mobiliseres i terapien, fordi den forbinder sig med de kræfter, som oprindelig skabte patientens sygdom. I sine senere år nåede Freud frem til den opfattelse, at modstanden repræsenterer patientens forsøg på at beskytte sit svare jeg. I artiklen foretages en uddybning af dette synspunkt under inddragelse af Ferenczis analyser af de såkaldte karakterforstyrrelser og med baggrund i nyere psykoanalyse diskuteres, hvorvidt modstanden må ses som et fænomen, der ikke alene har med patienten at gøre, men som opstår i den terapeutiske relation som et produkt af terapeutens holdning til patienten. Et synspunkt, som også får konsekvenser for den terapeutiske teknik.The article discuses the psychoanalytic concept of resistance. Freud defined resistance as a clinical concept which is crucial in respect to the potential change of the patient's personality brought about by analytic treatment. Resistance is mobilized in the therapy because it has its origin in the same motives which created the patient's problems. In his last years Freud saw resistance as the patient's attempts to protect his weak ego. The article discusses this point of view from the perspective of Ferenczi's analysis ofthe so-called character disorders and in perspective of modern psychoanalysis it is discussed whether resistance must be understood as a phenomena, which is not only connected to the patient, but is created by the therapeutic relation and has to do with the therapist's attitude to the patient. A point of view, which has crucial consequences for the therapeutic technique