Kierkegaards kritik af kirken – »den bestaaende Christenhed«

Teologen og forfatteren Søren Kierkegaard taler imod »den bestaaende Christenhed« i skriftet Indøvelse i Christendom fra 1850. Kritikken i Kierkegaards forfatterskab hænger sammen med Kirkekampen i 1854-55. Denne forståelse støtter sig til forskningen siden 1900-tallet, startende med Eduard Geismar, men der eksisterer også den opfattelse, at Kirkegaards Kirkekamp betyder en ændring af hans personlighed eller ligefrem en afsporing af hans forfatterskab.I Indøvelse i Christendom betegner Kierkegaard den eksisterende statskirke kritisk som »den triumpherende Kirke«, hvor man i forkyndelsen betragter Kristus i stedet for at bekende ham. Kirken mangler ganske at tage evangeliet alvorligt, hvor det vigtige for den enkelte kristne er evangeliets strenghed med efterfølgelsen i Kristus. Kirken vil kun triumfere, ikke lide for sagen. Biskop J.P. Mynsters og kirkens forkyndelse står for skud.Denne kritik af forkyndelsen må også ses i en større sammenhæng, for den får senere betydning for Kierkegaards Kirkekamp i 1854-55, hvor han ikke betragter Mynster som et sandhedsvidne efter dennes død i januar 1854. Han kritiserer Mynster og præster, fordi deres forkyndelse ikke dækker det liv, de lever, for de følger ikke kristendommens efterfølgelseskrav. Lægfolket bliver af Kierkegaard endda beskyldt for at deltage i kirkens handlinger udelukkende på grund af skik og brug. Han vil ikke tale om den ydre kirkes fællesskab, for det forflygtiger den enkeltes ansvarlighed, men fremhæver den indre kirke med forkyndelsen, hvor alle de enkelte kristne i denne verden lever under strengheden i lidelse og efterfølgelse. Kierkegaard vil med sin Kirkekamp i skærpet og polemisk form vække dén uro og anfægtelse i den enkelte, som han gennem sit forfatterskab har beskrevet. Der er efter min opfattelse kontinuitet mellem forfatterskab og Kirkekampen, og der må lægges vægt på Indøvelse i Christendom som en af de vigtige forudsætninger