Vejhastighedens politiske historie

Selvom der umiddelbart er konsensus både internationalt og nationalt om at kæmpe mod de negative tra- fiksikkerhedsmæssige konsekvenser af uhensigtsmæssig høj hastighed, ved vi relativt lidt om, hvordan den politiske diskurs om vejhastighed ser ud. Med et fokus på den politiske håndtering af hastighed anvendes her en historisk tilgang til den politiske diskurs om hastighed. Studiets teoretiske og metodologiske ramme er forankret i konstruktivismen, idet udgangspunktet i dette paper er, at rammer for at behandle og omtale hastighedspolitik er blevet skabt historisk, og at disse historiske rammer altid spiller sammen med de nuværende politiske tendenser, når hastigheden omtales og reguleres politisk. Empirien til paperet er skriftlige dokumenter. Materialet er fundet i Rigsdagens og Folketingets årbøger og Folketingets elektroniske arkiv, og består af faktiske lov- og beslutningsforslag, Landstingets og Folketingets behandlinger af dem, vedtagne love, samt enkelte bekendtgørelser. I analysen er fem brud i den hastighedspolitiske diskurs er identificeret. Disse ’brud’ er udtryk for særligt store ændringer i forhold til den hidtidige diskurs. Selvom disse brud kan give indtryk af store omvæltninger, betragter vi den hastighedspolitiske diskurs som relativt stabil, hvor de samme temaer gentager sig gennem denne godt 100-årige periode. I betragtning af, hvor store ændringer der er sket i den faktiske trafik – og den faktiske hastighed – kan det undre, at stabilitet er så stor. Det er først i den senere historie, at de partipolitiske skel i hastighedspolitikken bliver tydelige. Ikke desto mindre, kan man spore visse tendenser fra hele det historiske forløb. Tendensen er, at venstresiden er for lavere hastighedsgrænser, mens den borgerlige fløj er for højere hastigheder eller afskaffelse af hastig- hedsgrænser, og enkelte partier (Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, Centrum-Demokraterne) skiller sig ud som særlig store tilhængere af høje eller ingen hastighedsgrænser. Ser man på de tidligere brud, kan man se, at medlemmer af Venstre, som typisk repræsenterede befolkning på landet, var tilbageholdende med ”høje” hastigheder og biler i det hele taget, mens Socialdemokraterne, som typisk repræsenterede bybefolkningen, var mere positivt indstillede over for den moderne trafik. Hvad angår sanktioner ses ingen væsentlige forskelle mellem partierne, hverken i 50’erne eller senere