Kristi død og allestedsnærvær i tidlig luthersk tænkning

I artiklen sammenlignes Johannes Brenz’ kristologi med Martin Luthers syn på Kristi lidelse og død og Kristi menneskelige naturs allestedsnærvær. Ifølge begge deltager og tilregnes guddommeligheden den menneskelige lidelse og død i den personlige forening. Brenz hævder, at Kristus skjuler anvendelsen af den udvekslede guddommelige majestæt og egenskaber i fornedrelsestilstanden. Han benytter derfor en samtidighed mellem fornedrelse og ophøjelse, ikke helt overensstemmende med Luthers syn. Begge savner et adækvat sprog til at udtrykke den uforanderlige Guds lidelse og død i Kristus