Kapacitetsbegrænsende forhold i forbindelse med køreplanlægning

Gennem mange år har trafikprognosemodeller og modeller til beregning af vejkapacitet udgjort en væsentlig del af det beslutningsgrundlag, hvorpå fremtidige udbygninger/tilpasninger af vejstrukturen baseres. Som teoretisk disciplin har der også indenfor jernbanerne været udviklet forskellige beregningsmetoder, mens den praktiske anvendelse af disse modeller ikke hidtil er blevet tillagt nogen særlig betydning indenfor DSB. Dette forhold er nu ved at ændre sig, og DSB har indenfor de senere år indkøbt og udviklet en række modeller/metoder til brug for vurdering af forholdet mellem trafikbehov og infrastrukturkapacitet. Anvendelsen af disse modeller har bevirket en debat omkring de forskellige metoder til beregning af jernbanekapacitet og specielt har debatten omhandlet, i hvilket omfang modellerne tager højde for alle de faktorer der indirekte eller indirekte påvirker det forudsætnings-grundlag, hvorpå modellerne tager deres udgangspunkt. Dette paper argumenterer for, at man med den gængse anvendelse af kapacitetsmodellerne overser en række væsentlige, begrænsende faktorer, uanset om modellerne tager udgangspunkt i specifikke oplæg til driftsmønstre (driftsoplæg eller køreplaner) eller ved at modellerne selv konstruerer disse driftsmønstre ud fra en kombination af togtyper. Denne kritik til trods, er det ikke argumentet, at disse modeller ikke bør anvendes (dertil findes der intet alternativ), men i stedet at henlede opmærksomheden på, at der i første omgang er behov for en erkendelse af disse faktorers indflydelse og et efterfølgende behov for at disse begrænsninger identificeres og kvantificeres. Dette vil give mulighed for en bred accept af modellernes anvendelse. Paperet koncentrerer sig i første omgang omkring erkendelsen af sådanne begrænsninger, baseret på en analyse af planlægningsprocessen og en gennemgang af de mest gængse metoder til kapacitetsberegning