Praktikpladser til alle — et kollektivt ansvar

Det har været en implicit del af den danske håndværkeruddannelse, at den enkelte lærling/elev selv har ansvaret for at finde en læreplads/praktikplads. Sådan har det været siden håndværket opstod. Forældrene eller lærlingen selv fandt en mester, og man kom i mesterlære. Siden opstod de tekniske skoler (omkring midten af 1800-tallet) og vekseluddannelsessystemet1 (i slutningen af 1950'erne). Senere blev det med EFG-forsøgsloven fra 1972 muligt at påbegynde sin uddannelse uden på forhånd at have en aftale om læreplads med en virksomhed. Lærepladsen skulle eleven så finde i løbet af basisåret/grundforløbet. Denne historiske udvikling har medført en meget magtfuld diskurs, hvor ansvaret for at finde en læreplads/praktikplads er fastholdt først og fremmest hos lærlingen/ eleven. De elever, der ikke formår at finde en læreplads, er så at sige selv 'skyld' i det