At arbejde i det offentlige — velfærdsstat og velfærdsarbejde under forandring

At arbejde i det offentlige — velfærdsstat og velfærdsarbejde under forandring A t arbejde i det offentlige var for årtier siden forbundet med høj status; offentligt ansatte var betroede medarbejdere, de havde via deres virke et væsentligt ansvar for velfærdsstaten og dens borgere. At give tryghed i ansættelsen-blandt andet via tjenestemandsansættelse af dele af de offentligt ansatte-var et led i at sikre stabilitet i staten (kerstrøm 2001). Og vi så sammen med fremvæksten af nye velfærdsprofessioner og-fag etableringen af det, man kan kalde et offentligt etos, altså en særlig moral, der er rettet mod at tjene borgernes/statens behov (Hoggett 2005). Dette kan i dag lyde som en historie fra en meget fjern fortid. Den offentlige sektor har igennem de seneste mange år gennemgået voldsomme forandringer som led i en neoliberal forvandling af velfærdsstaten. Med New Public Management bølgen fra 1980erne og frem udvikledes bestræbelser på at markedsgøre den offentlige sektor; restrukturere offentlige institutioner og indføre markedslignende relationer imellem dem, udlicitere og privatisere, omforme borgere til kunder på et markedetc. Kontraktstyring blev en vigtig mekanisme til at sikre central styring (Klausen mfl. 2005). New Public Management (NPM) bygger på en bestemt diagnose af problemerne i den offentlige sektor: Den offentlige sektor svulmer, den er bureaukratisk og ineffektiv, og de professionelle ses som en del af problemet. Med udgangspunkt i en 'economic man tænkning' ses de professionelle som nyttemaximerende. De søger blot at sikre egne interesser som stand og individer, så de skal styres for at sikre, at den offentlige sektor og dens budgetter ikke løber løbsk, er devisen. NPM er således-blandt andet-et forsøg på at afvikle professionernes monopol på at vurdere, hvad der er god behandling, god service, god undervisning mv. (Hood 1991). Men NPM kom ikke alene. Den offentlige sektor har været ramt af en sand reformbølge. Oveni NPM har vi fået Strukturreformen i 2007-med kommunesammenlægning og oprettelsen af de fem regioner-og dermed omstruktureringen af mange kommunale og (dengang) amtslige institutioner og arbejdspladser. Kort tid efter, i 2008, kom Kvalitetsreformen, som ikke kun skærper kontraktstyringen af offentlige institutioners ydelser, men også stiller dem til regnskab for ydelsernes kvalitet. Her er det ministerierne, der definerer velfærdsydelsernes 'kvalitet'. Der er altså ikke tale om, at styringen decentraliseres, snarere styrkes den centrale kontrol. Til dette kunne man lægge de senere års LEAN bølge i den offentlige sektor, og det konsekvente fokus på nedskæring og besparelser siden finanskrisen. Man kan derfor med John Clarke-en fremtrædende engelsk forsker på feltet-stille spørgsmålet: Hvad er egentlig offentligt ved den offentlige sektor? Han argumente