Tre efterreformatoriske katolske biblioteker i København indtil 1962

Tidligt i Kirkens historie er bøger blevet anset som åndelige våben. Denne tradition kan føres tilbage til jødedommen, men også apostlen Paulus har understreget betydningen af 'åndens sværd' i kampen mod det onde. I klostrene i middelalderen var biblioteket det vigtigste rum efter kirken og sakristiet. Biblioteket var ofte placeret ved sakristiet, og har givetvis haft sin oprindelse i den samling af liturgiske bøger, der fandtes der. Munkene skulle anvende de liturgiske bøger i deres tidebønner og messer i lovprisningen af Gud og kampen mod djævelen. Men ud over denne kontinuerlige brug af 'åndens sværd' forordnede Benedikt i sin Regels kapitel 48, at der for den enkelte munk hver dag skulle afsættes flere timer til læsning; denne beskæftigelse blev intensiveret i fastetiden, hvor hver munk ved fastetidens begyndelse skulle have udleveret en bog fra biblioteket, som han skulle læse i løbet af fastetiden som en særlig indsats for at fremme sin åndelige udvikling. I det hele taget blev biblioteket betragtet som et våbenkammer, jf. den gamle sentens Claustrum sine armario sicut castrum sine armamentario (Et kloster uden bibliotek er som en fæstning uden våbenkammer). Der er i dag almindelig enighed om benediktinernes enorme indsats som bærere og udbredere af den klassiske og kristne kultur, herunder bogkulturen, i Europa i hele middelalderen.Tidligt i Kirkens historie er bøger blevet anset som åndelige våben. Denne tradition kan føres tilbage til jødedommen, men også apostlen Paulus har understreget betydningen af 'åndens sværd' i kampen mod det onde. I klostrene i middelalderen var biblioteket det vigtigste rum efter kirken og sakristiet. Biblioteket var ofte placeret ved sakristiet, og har givetvis haft sin oprindelse i den samling af liturgiske bøger, der fandtes der. Munkene skulle anvende de liturgiske bøger i deres tidebønner og messer i lovprisningen af Gud og kampen mod djævelen. Men ud over denne kontinuerlige brug af 'åndens sværd' forordnede Benedikt i sin Regels kapitel 48, at der for den enkelte munk hver dag skulle afsættes flere timer til læsning; denne beskæftigelse blev intensiveret i fastetiden, hvor hver munk ved fastetidens begyndelse skulle have udleveret en bog fra biblioteket, som han skulle læse i løbet af fastetiden som en særlig indsats for at fremme sin åndelige udvikling. I det hele taget blev biblioteket betragtet som et våbenkammer, jf. den gamle sentens Claustrum sine armario sicut castrum sine armamentario (Et kloster uden bibliotek er som en fæstning uden våbenkammer). Der er i dag almindelig enighed om benediktinernes enorme indsats som bærere og udbredere af den klassiske og kristne kultur, herunder bogkulturen, i Europa i hele middelalderen