Den pragmatiske maksime hos den modne Peirce ang. dennes særlige normative funktion

Charles S. Peirce (1839-1914) udviklede sin pragmatiske maksime for at kunne tildele sine begreber den største grad af klarhed. Mange gange igennem sin lange karriere definerede Peirce på forskellig vis denne maksime. Dog, i de senere definitioner hos den modne Peirce, får vi et glimt af en maksime, der har til formål at understøtte den selv-kontrollerede videnskabelige virkekraft til at bidrage til væksten i den konkrete fornuftighed. Det følger, at denne maksime er forlenet med en særlig normativ funktion. I artiklen vil jeg prøve at forstå og identificere denne specielle normative funktion ved maksimen i relation til Peirces realistiske teleologiske metafysik og idéen om summum bonum