Indledning

Både psykologien specifikt og samfundsvidenskaberne mere generelt gennemgår i disse år, hvad nogle iagttagere har beskrevet som en affektiv vending. Efter årtier, hvor kognitivistiske tilgange har domineret på måder, der ofte har gjort affekt, følelser og emotioner til sekundære fænomener, er emotioner tilbage i centrum af den psykologiske videnskab. Der opstår således nye videnskabelige tidsskrifter og håndbøger dedikeret til studiet af emotioner. Der bør rettelig tales om en genopdagelse af emotionernes betydning for menneskers liv, idet psykologer som Freud og før ham filosoffer gående tilbage til de gamle grækere har sat emotioner i centrum for udforskningen af sindet. Emotioner forsvandt først ud af videnskabens kikkertsigte fra midten af det tyvende århundrede. Dette er i grunden besynderligt, eftersom emotioner er relevante for næsten enhver psykologisk tematik. Dette skyldes nok, at de på en gang er erfaringsnære og en kilde til daglige oplevelser, men også har både biopsykologiske dimensioner, som bl.a. kan studeres af hjerneforskningen, samt social- og kulturpsykologiske dimensioner, hvor både sociologiske og socialantropologiske studier er relevante. Emotioner er desuden knyttet til meget psykologisk behandling og intervention, selvfølgelig mest oplagt i klinikken og psykoterapien, men det er vores indtryk, at også organisationspsykologien og pædagogisk psykologi i disse år i stigende omfang betragter emotioner som centrale. I hvert fald har flere af artiklerne i temanummeret et pædagogisk, psykologisk afsæt