Traume, lidelse og resiliens - Indledning

1. Handling, engagement og erindring For 15 år siden fik jeg bogen I voldens kølvand i julegave. Det var så stor en oplevelse at læse i den, at jeg, efter at børnene var faldet i søvn, blev oppe hele natten og læste den i ét langt stræk. Den gjorde indtryk, fordi den så tydeligt så traumatisering i et socialpsykologisk lys og dermed knyttede an både til social støtte og til mulig forebyggelse gennem fjernelse af magt- og livsforhold, der kan føre til, at mennesker får muligheder for at udbytte, ydmyge, misbruge og ødelægge hinanden og for at slå hinanden ihjel gennem krigshandlinger, tortur, mishandling og fattigdom. Judith Lewis Herman skrev i bogen: “At studere psykiske traumer er at berette om forfærdelige begivenheder. Når det drejer sig om naturkatastrofer eller uafvendelige begivenheder, føler de vidner, der fortæller om dem, uden videre med ofret. Men når de traumatiske begivenheder skyldes en menneskelig plan, bliver vidnerne fanget i konflikten mellem offer og gerningsmand. Det er ikke moralsk muligt at forblive neutral i den slags konflikter. Tilskueren tvinges til at vælge side. Det er fristende at tage parti for gerningsmanden. Alt hvad gerningsmanden beder om er at tilskueren undlader at gøre noget. (…) Ofret beder derimod tilskueren om at dele smertens byrde. Ofret beder om handling, engagement og erindring.” (Herman, 1995, pp. 15-16)