UDVIKLINGER I VOKSENLIVET

Et barn går tur med sin far i centrum af en større by. Det er hen på eftermiddagen, og solens stråler har fundet vej til deres fælles agenda mellem de høje bygninger fra en sydvendt vinkel. Mens de går, ser barnet, at der ligger avispapir og andre efterladenskaber i vejkanten. Faderen bemærker det ikke, før barnet spørger: »Hvordan kan det være, at nogen mennesker bare smider deres papir på gaden, så andre skal rydde det op?«. »Tjah« siger faderen, »det er jo også mærkeligt, men det er ikke alle de mennesker, der er voksne udenpå, der også er voksne indeni«. Barnet kigger op på ham og spørger: »Hvad mener du?«. Efter lidt tid siger han: »For nogle mennesker er det sådan, at selv om de er store udenpå og ligner en voksen, så er de i virkeligheden ikke rigtig store indeni. Og så tænker de ikke på, at det, som de smider rundt omkring, det er der andre, der skal rydde op«. Barnet ser ud til at lytte, og han fortsætter: »Der er også nogle voksne, der virker som om, de er søde udenpå, men som ikke er det indeni, og som derfor kan finde på at være onde ved andre«. »Nåh, ligesom Frollo« siger barnet, der har set Klokkeren fra Notre Dame . »Ja, lidt ligesom Frollo«, siger faderen med en satsning på, at han ikke bliver spurgt om, hvad det så vil sige, at være en ‘rigtig’ voksen. For hvordan svarer man lige på det