Kvote og fisk på det frie marked

Et af de centrale redskaber i forvaltningen af dansk fiskeri har siden 1970erne været fiskekvoter. Kvoterne satte en øvre grænse for, hvor store mængder fisk Danmark måtte udtage af sine farvande, og blev dermed det centrale bindeled mellem naturressourcen, fiskere og forvaltning. Disse kvoter blev forvaltet som et fælles gode, indtil de fra omkring 2001 blev opdelt, privatiseret og tildelt de individuelle fartøjsejere. Denne artikel undersøger først kvotesystemets historiske oprindelse, som findes i et spænd mellem havbiologi, mellemstatsligt samarbejde og fiskernes fangstpraksisser. Herefter fokuserer jeg i artiklen på konsekvenserne af privatiseringen af fiskeressourcerne og gennem empirisk materiale udfoldes en række eksempler, der viser, hvordan markedet, forvaltningen og de forskellige fangstpraksisser sameksisterer med fiskekvoten som det centrale omdrejningspunkt. Et grundlæggende spørgsmål bliver for kvoteejerne – og for artiklen – at finde grundlaget for kvoternes værdi samt at forstå, hvordan kvoter som handelsvare knytter fisken som naturressource sammen med både marked og fiskere