Autenticitetsstrategier i Triers triologier - om at skabe affekt via effekt

I denne artikel anskueliggøres, hvorledes forskellige filmiske strategier kan medvirke til at formidle autenticitetsfølelser til tilskueren. Artiklen diskuterer desuden ud fra eksempler, hvorledes filmisk autenticitet kan indkredses ved hjælp af Jay David Bolter og Richard Grusins begreber ’immediacy og ’hypermediacy’. Der argumenteres for, at der eksempelvis i film af Lars von Trier eksisterer et langt mere komplekst forhold mellem disse to begreber, end det anskues i Bolter og Grusins bog, Remediation. Men at begreberne fra denne bog kan medvirke til at kvalificere diskussionen om og forskning i autenticitet, bl.a. i nye film. Autenticitet, eller immediacy, optræder i Triers værker side om side og synes nærmest at betinge hinanden. Især filmen Idioterne (1999) analyseres i nærværende artikel som en film, der rummer en kompleks og særdeles iscenesat form for autenticitet. I denne film er bl.a. den radikale brug af filmiske virkemidler med til at skabe autenticitet. Artiklen medtænker endvidere, at ’de såkaldte naturlige historier’ ligeledes er strategier, der fremmaner følelsen af virkelighed både i Idioterne og andre nyere danske film