Fantasien i førstefilosofien - Sartre og Husserl om fraværsbevidsthed

Med afsæt i Husserls idéhistoriske kritik af – og aktive opgør med – bevidsthedens naturalisering hos nytidens filosoffer fra John Locke og frem, forfølger Sune Liisberg Husserls forsøg på en programmatisk restitution af en cartesiansk inspireret førstefilosofi på transcendental-fænomenologisk grundlag. I den forbindelse bliver det fænomen, som Liisberg – først og fremmest inspireret af Sartre – betegner fraværsbevidsthed, til et meget nyttigt redskab for programmets kritiske aspekter. Ufarlige fænomener som det imaginære, fantasi og billedbevidsthed melder sig som nogle af de filosofisk vigtigste former for fraværsbevidsthed, når argumenterne vil svække talen om en naturalisering af bevidstheden. Men projektet er dødsdømt, hvis ikke det fastholder, at det har sit ophav i selvbevidstheden som erkendelsesgrund for verden. Også det imaginære liv må konstitueres af en faktisk eksisterende selvbevidsthed. Liisberg forsøger slutteligt, under inddragelse af Dieter Henrichs og Manfred Franks forskning, at forbinde den overordnede problemstilling i Sartres L’imaginaire med grundtanken i L’être et le néant. Forholder det sig mon sådan, at en generel teori om selvbevidstheden forudsætter, at denne bevidsthed nødvendigvis må kunne udfolde et imaginært liv? Hvor langt ind i roden af førstefilosofien rækker det imaginære i bekræftende fald