Pierre Bourdieu og den sociologiske tænkning om læreren (subjektivitet og socialitet)

Vort tema har titlen "lærerpersonligheden". For mig er det ikke så klart hvad der kan menes med det. Med ordet lærer plejer man jo i første omgang at antyde indehaveren af en erhvervsrolle og en funktionærstatus, samt en lønarbejder­status inden for rammen af det formelle uddannelsessystem i offentlig regi, dvs. folkeskolelærer, gymnasielærer, universitetslærer. Men man forlader ikke hverdagssproget hvis man anvender ordet i en bredere mening om alle som formidler en viden eller en kunnen.        Sagen kompliceres desuden straks af at den vægt vi lægger på formidling af kundskaber og færdigheder, klart nok gerne associeres med ordet lærer, men selve den rolle som ordet betegner, er også associeret med opdragelse, dvs. med noget som er bredere.             Hvad kan man så mene med ordet personlighed? Det er straks sværere at svare på det. Hverdagssproget betegner med dette per definition noget i retning af det konkrete individ, opfattet som et samlet centrum for handling i videste mening, som udviser en vis kontinuitet i tid og rum. Videre kan man sige at ordet personlighed associeres med en specifik måde at være et sådant centrum på, måske tilmed en unik måde at være det. Dette har desuden en slags indre dimension som ikke er direkte tilgængelig ud over gennem personlighedens manifestationer: den jeg oplever at være indefra, jeg som oplever centrum ikke bare for handling, men som den plads hvor jeg oplever mig selv (subjektivitet). Og det har en social dimension som i sig selv er mangfoldig: både jeg og du, jeg og vi, interindividuel og supraindividuel (socialitet).Vort tema har titlen "lærerpersonligheden". For mig er det ikke så klart hvad der kan menes med det. Med ordet lærer plejer man jo i første omgang at antyde indehaveren af en erhvervsrolle og en funktionærstatus, samt en lønarbejder­status inden for rammen af det formelle uddannelsessystem i offentlig regi, dvs. folkeskolelærer, gymnasielærer, universitetslærer. Men man forlader ikke hverdagssproget hvis man anvender ordet i en bredere mening om alle som formidler en viden eller en kunnen.        Sagen kompliceres desuden straks af at den vægt vi lægger på formidling af kundskaber og færdigheder, klart nok gerne associeres med ordet lærer, men selve den rolle som ordet betegner, er også associeret med opdragelse, dvs. med noget som er bredere.             Hvad kan man så mene med ordet personlighed? Det er straks sværere at svare på det. Hverdagssproget betegner med dette per definition noget i retning af det konkrete individ, opfattet som et samlet centrum for handling i videste mening, som udviser en vis kontinuitet i tid og rum. Videre kan man sige at ordet personlighed associeres med en specifik måde at være et sådant centrum på, måske tilmed en unik måde at være det. Dette har desuden en slags indre dimension som ikke er direkte tilgængelig ud over gennem personlighedens manifestationer: den jeg oplever at være indefra, jeg som oplever centrum ikke bare for handling, men som den plads hvor jeg oplever mig selv (subjektivitet). Og det har en social dimension som i sig selv er mangfoldig: både jeg og du, jeg og vi, interindividuel og supraindividuel (socialitet)