»Den norske Kunst forsamler os ikveld …«?

I slutningen af marts 1849 nåede den norske nationalromantik sit højdepunkt gennem tre »aftenunderholdninger« i Christiania Theater, siges det ofte. Men hvilken slags romantik var der egentlig tale om, og hvor nationalt var overhovedet programmet? Ved at gennemgå samtlige 22 programpunkter – tekster, musik, tableaux vivants – viser forfatteren, at omkring en tredjedel af helheden slet ikke var norsk. Og nok så vigtigt: I modsætning til, hvad der blev lovet i forestillingernes prolog, var den nationalisme, som blev holdt frem, langt fra den snævre, etnisk baserede, som vender ryggen mod alt fremmed, men snarere en åben og demokratisk patriotisme