Omtydningen af melankolien og manien som bipolære stemningslidelser i dansk sammenhæng under hensyn til dannelsen af det moderne følelseslivs relative autonomi. En problematiserings- og erfaringsanalytisk undersøgelse

Afhandlingen har to formål. For det første undersøges hvorledes det blev muligt at de to sygdomsnavne mani og melankoli samt de tilstande de har refereret til i løbet af et bestemt tidsrum, omtrent sammenfaldende med det 19. århundrede, kunne forskyde sig i forhold til tidligere overleverede bestemmelser af en ganske anden art. Hvor tidligere problematiseringsformer i vid udstrækning forbandt disse sygdomslidelser med en fuldstændig galskab stående overfor en der var mere begrænset, udforskes det således hvordan og i forbindelse med hvad melankolien og manien senere kunne finde sammen i et nyt fællesskab omkring stemningen som en særlig artikulationskategori. Det blev her tale om et fællesskab hvori manien og melankolien grundlæggende afgrænsedes og artikuleredes som bestemte sindssygdomme under hensyn til følelseslivets område og hvori de indbyrdes primært kom til at adskille sig bipolært ved det opstemte (lysten, nydelsen, det behagelige) overfor det nedstemte (ulysten, smerten, det ubehagelige). I denne sammenhæng var den førhen definerende afsindighed ikke længere en betingelse for de maniske og melankolske tilstandes sygelighed, men var derimod blevet en ofte forekommende stemningskongruent fremtrædelsesform. Afhandlingens andet formål er på denne baggrund at skildre centrale dele af den historiske baggrund for den særegene fremmedgørelsesfigur der er kommet til at høre til det moderne begreb om psykisk sygdom. Der synes her at være blevet tale om en form for fremmedgørelse der ikke forudsætter den intellektuelle forstyrrelse som førhen kunne sætte den gales sensus privatus udenfor fornuftens forudsatte sensus communis. I stedet er trådt en om sig selv bevidst fremmedgørelse fra et eget sædvanligt selv indenfor rammerne af et fællesskab som både før og efter forrykkelsen er lige så alment som det moderne følelsesliv i sin relative autonomi. Det empiriske materiale for denne historiske undersøgelse består i det bredest mulige udvalg af offentliggjorte ytringer der med herkomst i en dansk sammenhæng i perioden 1800-1900 tematiserer manien og melankolien som psykiske sygdomme. Den analytik som bringes i anvendelse overfor dette materiale er den historiske problematiserings- og erfaringsanalyse, hvilken afhandlingen samtidig præsenterer i sin hidtil mest udviklede form